mettec.jpg

Hvis man vil navigere sikkert i det farvand, det langvarige parforhold er, kan det betale sig at have et slags landkort. Et landkort, som beskriver vejene til mere kærlighed og trivsel, såvel som de afveje, der leder os væk fra hinanden.

I dette online foredrag vil vi, med udgangspunkt i vores to nye bøger (In press), som begge tager parforholdet under kærlig behandling, vise hvordan parforholdets ørkenvandring kan tage sig ud – og ikke mindst de vandhuller, vi kan hente næring fra.

Meget viser sig at være løst, hvis vi lærer de kollektive længsler at kende. Mange af de hverdagskonflikter, vi har, dækker i virkeligheden over dybere længsler, vi sjældent får erkendt eller italesat, og i foredraget forsøger vi at hive disse længsler op i bevidstheden. Vi vil vise, at nogle af længslerne synes at være ”kønnede”, forstået sådan, at de fordeler sig på henholdsvis mænd og kvinder, hvor andre længsler er mere kollektive.

Man skal forestille sig længslerne som et isbjerg. Toppen af isbjerget, det synlige, er hverdagsirritationerne. Jeg hører af og til fra klienter, at de ikke kan forstå, at det partneren gør eller ikke gør, kan irritere dem SÅ meget. Det er fordi, der gemmer sig et helt isbjerg af uforløste og hengemte længsler i os alle sammen. Dem kan vi lære at kende.

Kendskabet til dem er imidlertid ikke nok til at få dem forløst. Vi må også forstå, at vores partner ikke kan forløse dem helt. Han eller hun kan være en vigtig brik i forløsningen, men meget af vejen må vi gå selv, og det er derfor vigtigt at kunne kende forskel på, hvad der er dit eget ansvar at tage dig af, og hvad din partner kan hjælpe dig med.

På foredraget kaster vi lys over de største og mest almindelige længsler i parforholdet. Vi vil vise, hvordan I kan skabe de bedst mulige betingelser for, at de bliver imødekommet og om det overhovedet er realistisk, at din partner kan imødekomme den specifikke længsel. Og hvis ikke, hvad du så stiller op med den.

Foredraget foregår via FB live onsdag den 10. marts kl. 10 – 12, og du har mulighed for at stille spørgsmål i den sidste halve time. Alle tilmeldte vil efterfølgende få tilsendt optagelsen, så du behøver ikke at være med live. Optagelsen lægges på Vimeo, så du behøver heller ikke at have en facebookprofil – det er kun nødvendigt, hvis du ønsker at deltage live.